Historiker, filmproducent og kreativ freelancer
Jeg har arbejdet med film, teater, video og digitale medieplatforme siden midten af 1990′erne. Sideløbende hermed er det lykkedes mig at færddiggøre to universitetsuddannelser, i henholdsvis Historie og Anvendt Visuel Kommunikation (AVK).
Jeg startede min første virksomhed Hard Joy PD i 1993 og tog året efter enkeltfag på VUC Odense i Film/TV-kundskab og Dramatik, hvilket er et af de klogeste valg jeg har foretaget. En stor del af min tid er siden da gået med at udforske og opbygge visuelle og dramatiske fortællinger. Jeg har jongleret med tekster, kode, billeder, radio og video indenfor en bred vifte af genrer, formidlingsformer og teknologiske arkitekturer – og jeg har som oftest været meget interesseret i, hvordan de kunne kombineres.
Det er også lykkedes mig at skrive et speciale om Maxim maskingeværets jomfrurejse i det koloniale Afrika.
IT-iværksætter
I de senere år er jeg blevet stadigt mere optaget af de muligheder og udfordringer vi står overfor med internettet, først som webmaster for historiestudiets website på universitetet og som netproducent af historiske scenarier til computerspillet Civilization II – senere som bl.a. iværksætter og direktør for min egen virksomhed Kaplak, hvor vi forsøgte at finde nye løsninger på det specifikke problem at forbinde nicheproducenter med deres fjerne markeder, og dermed opbygge en forretning på den tynde ende af den lange hale.
Siden min barndom har jeg været dybt optaget af interaktive formater som rolle-, bræt- og computerspil. Da jeg i 2003 sammen med Søren Falgaard opdagede Wikipedia og opslagsværkets direkte opgør med traditionelle, autoritative afsender/modtager-forhold var det ligeså stor en åbenbaring, som det at vi via nettet ved hjælp af p2p-teknologier kunne dele vore musiksamlinger med hinanden (og vore 100.000+ venner). Da jeg samme år hørte Lawrence Lessig tale dunder imod globale medievirksomheders skamridning af copyright ramte det plet.
Internettet forbinder os på nye måder og tillader os at filtrere vore egne informationsstrømme, hvor vi tidligere var nødt til at forlade os på andres redaktionelle filtre. Dette forandrer og udfordrer markeder, vores økonomi, politik, uddannelse, kultur og næsten ethvert andet informationsrelateret eller socialt aspekt af vore liv og samfund.
Det er efter min opfattelse altafgørende, at vi modstår fristelsen til at skabe store proprietære systemer, som ultimativt også bliver kontrolsystemer, som risikerer at ødelægge det der har gjort nettet til det det er – og istedet møder forandringernes nye muligheder med åbne arme; at vi vælger og prioriterer decentraliserede distributionsformer og lokal filtrering af informationsmængderne, individets valgmuligheder og frihed, og stor global mangfoldighed – højere end den komfort og konformitet, som eventuelt kan opnås ved med vold og magt at søge at fastholde det som vi har kendt indtil nu.
Gymnasielærer
Siden august 2009 har jeg undervist i historie og mediefag på både hf og stx på Aabenraa Statsskole, en skole med en stærk mediefagstradition og et kreativt miljø som tiltrækker elever fra hele Sønderjylland. Jeg blev i maj 2010 færdig med mit pædagogikums-forløb, og er p.t. i fulde omdrejninger som nu færdigudklækket gymnasielærer.
Det er en ny lærerig oplevelse for mig at undervise; at finde måder hvorpå jeg kan dele mine erfaringer indenfor begge mine fag, samt hjælpe mine elever til selv at blive gode vidensdelere – af deres egne oplevelser og erfaringer – ved selv og i samarbejde med andre at bygge deres egne arkitekturer, fortællinger og identiteter.
Jeg tænker i høj grad min undervisning i måder hvorpå jeg kan bringe mine elever i nærkontakt med stoffet, således at den så ofte som muligt baseres på egne iagttagelser, erfaringer og analyser. Det optager mig intensivt, hvordan jeg som underviser bedst kan vække interesse og motivere, stille materiale og stof til rådighed, opsamle iagttagelser og erfaringer, samt træne den kreative proces og analyse, bl.a. ved hjælp af digitale værktøjer. Til formål som disse har jeg især udforsket Prezi – udviklet af en lille ungarsk iværksættervirksomhed, som et både enkelt, hurtigt og perspektivrigt præsentations- og procesværktøj til brug i undervisningssituationen.
Morten Blaabjerg, juni 2010 (opdateret februar, juni 2011)
mortenblaabjerg@gmail.com