Copyfight

Jeg går ind for at afvikle al ophavsret- og patentlovgivning.

Der er en udbredt opfattelse af at ‘copyright’ og den slags skidteras er et nødvendigt onde i et videnssamfund, som vi må leve med, for at vi kan få et rigt kulturliv, hvor kunstnere og andre idémagere og ophavsmænd kan tjene penge. Det er det imidlertid ikke. Tværtimod er statsautoriserede, tidsbegrænsede monopoler på idéer og kunstneriske udtryk dybt skadelige for vores kultur, samfund og økonomi – og måske i særdeleshed for et videnssamfund. (For dokumentation, se eksempelvis Boldrin & Levine 2005, 2008).

Hvad værre er, at disse monopoler også forhindrer os i at se nye sammenhænge og i at løse de kolossale samfundsudfordringer vi står overfor, fordi vi ikke frit kan sammenligne data og analysere store datamængder uden hele tiden at spørge hinanden om lov. Denne type lovgivning koster os med andre ord for dyrt og giver os for lidt, i forhold til hvad vi kunne opnå uden. Store popkunstnere og pladeselskabers indtjeningsmuligheder må vige for reelle offentlige hensyn til de gevinster, vi som individer og samfund kan få ud af at afvikle disse beskyttelsesregler.

Den aktuelle ophavsretslovgivning truer med at kvæle en kulturel opblomstring, som nye medieteknologier giver mulighed for. Jeg arbejder for at liberalisere og afvikle denne type forfejlede lovgivning og for at sikre rammerne for fri information og fri kultur — også indenfor digitale arkitekturer som internettet. Og med liberalisering menes (blot for at mane enhver tvivl i jorden – jeg har tidligere hørt begrebet ‘liberalisering’ anvendt således i debatten) altså ikke flere og stærkere rettigheder – men færre, og dermed mindre statslig indblanding i markederne for udveksling af information.

Dette kan give os nye, mangeartede forretningsmodeller, som kan konkurrere på nettets økonomiske vilkår. Nye teknologier, først og fremmest de digitale medier, skaber helt nye – og stærkt forbedrede muligheder for udveksling af kultur og viden; for at skabe netværk og for kreative processer – som er det der skal skabe nye jobs på fremtidens arbejdsmarked. Disse jobs baserer sig ikke på ‘intellektuel ejendomsret’, men på at videreudvikle og styrke vore netværksteknologier. Det er teknologierne der skal skabe forbedret ydeevne, stabilitet og sikkerhed, og de samarbejdsformer, som p2p-teknologier skaber, har indtil videre skabt så forskellige og forunderlige produkter og fænomener som Google, Kazaa, Skype, eBay, Wikipedia, YouTube, The Pirate Bay, bittorrent, IP-telefoni og mange flere, og vi har kun set toppen af isbjerget.

Mange af disse initiativer skabes på trods af angreb fra en underholdningsindustri der søger at sikre een bestemt forretningsmodel, på bekostning af alle de nye forretningsmodeller, vi ellers kunne udtænke og udnytte på nettet. Istedet for at styrke disse peer production-teknologier og organisations-modeller, sætter man idag et kolossalt teknologisk potentiale ud af kraft, som kunne komme os alle sammen til gavn og skabe en ny kulturel opblomstring – for at ‘beskytte’ den trods alt mindre del af den kulturelle produktion, som er af kommerciel interesse – og en mediebranche, som har været for dårlig til at tilpasse sig de nye udfordringer. Det skal vi lade være med.

Det er ikke en offentlig opgave at sikre bestemte forretningsmodeller på bekostning af andre. Tværtimod er det statens opgave at sikre, at vi også i fremtiden har iværksættere samt organisations- og produktionsmodeller, som er konkurrencedygtige, og som kan bidrage til samfundets økonomi. Den opgave løser man ikke ved at ‘beskytte fortiden’. Og det er ej heller en opgave, der bør løftes på private hænder, som det ses idag i copyleft-bevægelsen.

Lad os istedet gribe den teknologiske udvikling som et kærkomment værktøj til at realisere en public service-, uddannelses- og kulturpolitik, som vi ikke tidligere har kunnet realisere – men som nu er realistisk. Lad os skære ned på den elitistiske kunst- og kulturstøtte, og istedet støtte gode rammer for, at vi kan udnytte netværksteknologier til at arbejde med og distribuere vore kulturelle udtryk – til ikke blot Danmark, men til hele verden.

Hvorfor skal Matador, Søren Ryge og alskens danske dokumentarfilm f.eks. gemmes væk i DRs arkiver, når de uden særlige omkostninger kunne distribueres til et globalt, interesseret publikum? Hvorfor skal dansk kulturproduktion være afhængig af statsstøtte, hvis den med lidt hjælp måske kunne etablere forretningsmodeller via nettet, der gjorde den fuldt rentabel i sig selv?

Vi kunne måske tiltrække flere markedsføringskroner til danske netvirksomheder, ved en liberalisering af ophavsret, end vi idag betaler i offentlig kulturstøtte! Meget vil være vundet hvis vi tænker kultur som noget lidt mere end ‘nationalt arvegods’, som skal ‘beskyttes’, og tager nye teknologier til hjælp, frem for at møde dem i protektionisme, retsforfølgelser og skepsis.

Leave a Reply

Additional comments powered by BackType