Jeg vil ikke nøjes med et, men have mange danske fællesskaber.
Danmark er et land i en verden, som er i stadig forandring, og som i stadigt større omfang opløser vore grænser – f.eks. vore landegrænser. Dansk kulturpolitik, uddannelsespolitik, socialpolitik, økonomisk politik og udenrigspolitik hænger sammen i en global verden, hvor nationalstaten ikke længere er den guds givne enhed, der skal holde sammen på det hele. Denne grænseløshed ser jeg ikke som en trussel imod den danske andedam — men derimod som en kolossal mulighed for at vække hele det kulturelle og politiske landskab til live, og skabe nye rammer der giver os de bedste muligheder for vores udfoldelse i verden.
Det danske samfund er ikke og skal heller ikke være det Morten Korch-Danmark, som nationalt-konservative kræfter med al magt vil fastholde. Det giver ikke mening at søge at fastholde og hævde gamle nationale fællesskaber, f.eks. ved at vi alle skal se de samme film på DR eller i biografen for at føle os danske og have noget at snakke om sammen. Det er ikke public service – og det skaber ikke ægte fællesskab!
Vi har ikke brug for nationale fællesnævnere. Vi behøver ikke alle vide det samme eller have den samme kulturelle baggrund, for at kunne tale sammen. Tværtimod er det er en kolossal rigdom, at der i et samfund kan være plads til både N. F. S. Grundtvig og Counterstrike – det ene er ikke mere ‘fundamentalt’ eller mere ‘vigtig viden’ end det andet. Vi lære en hel del af, hvor forskellige vi er – og af selv at skabe vore fællesskaber. Og det kan give os et engagement i vores samfund, som der i allerhøjeste grad er brug for – som ikke er båret af pligt, men af lyst, initiativ, deltagelse og fordybelse.
Lad os derfor skabe et samfund der giver os alle de bedste muligheder for at indgå i og selv skabe nye kulturelle fællesskaber, istedet for, krampagtigt, desperat, umuligt – og, hvad der er endnu mere ulykkeligt, med statens brutale vold og uindskrænkede magt – tvinge alle til at indgå i et skæbnebestemt nationalt pligt-fællesskab.
Istedet er det imperativt at styrke de rammer, det danske samfund giver for at vi hver især er i stand til at skabe nye fællesskaber – gode, stærke og frugtbare menneskelige relationer og fælleskaber, som gør at vi kan løfte mere sammen, når vi har behov for det, end vi kan hver især, uden hinanden.
Dette kan give os de bedst mulige forudsætninger for at indgå i og forpligte os på større fællesskaber – sociale, økonomiske, kulturelle – og for at engagere os i og forpligte os på den verden og det univers der omgiver os.