Social- og arbejdsmarkedspolitik

Opgør med mistænkeliggørelsen og kontrolsamfundet.

Lejrene

Der har i den seneste regerings embedsperiode fundet en række overgreb sted på individer og samfundsgrupper. Statsautoriserede krænkelser, som der ingen undskyldning findes for. Her tænker jeg i særdeleshed på de interneringslejre, som er blevet oprettet for asylansøgere, dvs. mennesker, som er kommet her til landet for at søge tilflugt fra krig og ødelæggelser. De mødes i Danmark ikke af åbne arme, men af mistænkeliggørelse samt års ventetid og hensmægten i lejre, uden mulighed for at kunne arbejde, leve og bo, og få vished om, at deres trængsler nu er forbi. Jeg har ingen ord for, at en dansk regering vil udsætte individer og famlier med børn for en så destruktiv og ødelæggende behandling. Sårene er dybe og de menneskelige omkostninger er tragiske, smertefulde og i mange tilfælde uoprettelige. De der har haft ansvaret for disse må drages til ansvar for de konsekvenser, som disse overgreb har medført.

Men lejrene og det, at det har kunnet nå så vidt, er blot et meget synligt eksempel og et symptom på en fejlslagen socialpolitik, som vi er nødt til også at tage et mere grundlæggende opgør med, hvis vi skal have mere velfungerende sociale institutioner og muligheder i Danmark. En fejlslagen social- og arbejdsmarkedspolitik, som dagligt begår overgreb mod socialt dårligt stillede borgere i Danmark.

En fejlslagen socialpolitik

De sociale myndigheder foretager idag en forfordeling af socialt dårligt stillede, således at nogen er “gode” bistandsklienter og andre “dårlige”. De sidste har mindre ret til hjælp fra det offentlige. Der kan skæres i deres økonomiske hjælp, hvis ikke de møder op til “aktiveringssamtaler” og lignende, som om det skulle hjælpe dem noget i en i forvejen udsat og marginaliseret situation. Og på denne baggrund sættes familier ud af deres boliger, til en uvis skæbne, hjemløshed og fattigdom. I forvejen kriseramte eller marginaliserede borgere der har brug for al den hjælp de kan få, for at komme på fode igen, mistænkeliggøres og skal “straffes” for ikke at leve op til fællesskabets regler og forventninger. Uanset retorikkens koblinger, er det efter min mening urimeligt, disrespektfuldt og ødelæggende at behandle en gruppe samfundsborgere som andenrangsborgere, der kan udsættes for tvang og særregler, og hvis ikke de lever op til disse, kan fratages ret til hjælp fra fællesskabet. Det er en skidt politik.

Det sociale system er blevet en uindtagelig fæstning, som med ansøgningsskemaer og sagsbehandlingsbunker i stakkevis søger at beskytte sig selv imod snyd og bedrag. I processen har dette desværre smadret det fintmaskede sikkerhedsnet, som velfærdssamfundet traditionelt har haft til at tage hånd om socialt dårligt stillede, og det har svækket socialrådgivernes blik, tid og overskud til at sætte ind der, hvor det gør allermest ondt – og drænet kassen for de ressourcer, som vi i fællesskab har sat af til formålet.

SKAT

Skattevæsenet har på den anden side nedprioriteret den personlige kontakt til borgerne til fordel for maskinudsendte rykkerbreve til borgere og virksomheder, der ikke har betalt hvad de skulle, eller ikke lige har udfyldt de rette skemaer til rette tid og sted. Borgeren eller virksomheden mistænkeliggøres som det første, og SKAT sætter sig straks til bords og fælder dom, uden at forhøre sig hos borger eller virksomhed.

Det koster 5 kr for SKATs brevmaskine at sende et brev, men SKAT indkasserer gladeligt 500 kr i bøde hver gang dette sker. Er det rimeligt? Står det i forhold til borgerens eller virksomhedens “forbrydelse”? Styrker det de tillidsfulde bånd imellem borgerne, virksomhederne og skattevæsenet? Indgyder det begejstring for alt det pragtfulde, disse indkasserede penge skal bruges til? Nej, det er en effektiv metode for SKAT til at vride flere penge ud af borgere og virksomheder til de eskalerende offentlige udgifter. Og det bidrager til at smadre det skrøbelige fællesskab og følelsen af fælleskab, som er grundlaget for at betale til den fælles kasse og forpligte sig på at bidrage til fællesskabet så godt man kan. Den “automatiserede” sagsbehandling er destabiliserende, fordyrende og ødelæggende, for såvel borgere og virksomheder som for samfundet.

En offentlig service baseret på gensidig tillid og respekt

Vi skal afvikle hele den semi-automatiserede ‘sagsbehandlings’-tankegang i modtagelsen af udlændinge, i det sociale system, i skattesystemet og i arbejdsmarkedspolitikken. Vi skal erstatte denne tankegang og dens systemer med partikulære, konkrete løsninger, der gør op med lighedstankegangen (fælles løsninger for alle, one size fits all) og istedet søger at finde det rette match imellem ressourcer og enkelte borgere og deres partikulære situationer/problemfelter, i samarbejde med den enkelte borger eller virksomhed, baseret på gensidig tillid og respekt.

Vi skal af med den udbredte forestilling, at det er fællesskabets opgave at udøve tvang overfor den enkeltes eller enkelte samfundsgruppers private liv. De love som vi indretter os med og den førte administration af landets love må aldrig nogensinde bryde med den grundlæggende respekt, tillid og forståelse imellem mennesker, som er og bør være grundlaget for vores fællesskab. Statens magtudøvelse skal ikke omgås lemfældigt, men bør anvendes med stor omtanke og varsomhed.

Konkrete forslag :

Kommunernes budgetter skal sikres på lang sigt, således at f.eks. langsigtede sociale hensyn ikke vilkårligt ofres af hensyn til kortsigtede økonomiske gevinster på de offentlige konti. Socialrådgivere og andre der arbejder med socialt udsatte (f.eks. jordemødre, sundhedsplejersker og politifolk) skal have styrkede beføjelser og midler til at agere hensigtsmæssigt og uafhængigt. Sociale problemer skal løses – de skal ikke administreres og gemmes væk, så snart der kan sættes et kryds i et skema.

Sociale rådgivere og politifolk skal være dygtige problemknusere og ressourcepersoner i lokalsamfundet – ikke ansigtsløse skrankepaver, hvis opgave er at gøre det så vanskeligt som muligt for i forvejen socialt marginaliserede at få hjælp til at komme på fode igen. Ligeledes skal politifolk ikke gemme sig bag ruderne i biler med blå blink, eller på store centralistiske politistationer – de skal være der, hvor borgerne har behov for dem, i lokalområdet, og kunne opbygge den lokale ekspertise, som er nødvendig for at hjælpe borgere i de områder, hvor der er behov for det. Og vigtigst, offentlige ressourcepersoner som f.eks. socialrådgivere og politifolk skal have nemt ved at dele deres viden og erfaringer med andre, og drage nytte af andres viden, uden at dette skal indrapporteres på skemaer.

Det skal være nemmere og enklere at være borger, og det skal være nemmere og enklere at opbygge og drive nye virksomheder. De statslige bureaukratier skal afvikles, for til gengæld at styrke innovation og iværksættervirksomheder, ved ganske enkelt at give dem arbejdsro.

Bundfradraget skal sættes betragteligt op, så folk med lave indtægter ikke skal betale ret meget i skat (og derfor har langt nemmere ved at arbejde sig ud af f.eks. fattigdom). De største bidrag til fælleskassen skal betales af borgere og virksomheder med gode, solide indtægter. Iværksættervirksomheder skal fritages for moms og skat indtil de har en vis omsætning, for at sikre, at de får arbejdsro i opstartsfasen til at udvikle de nye produkter som vi har brug for i fremtiden – før statskassen indkasserer.

Hvis større, etablerede virksomheder ikke kan konkurrere med nye virksomheder, der iværksættes på sådanne gunstige vilkår, handler det måske også om, at de må lære at være innovative og på mærkerne overfor teknologiske landvindinger? Hvis ikke de er i stand til dette, er vi måske som samfund bedre tjent med, at de går ned, for at blive erstattede af mere dynamiske konstellationer? Vi har brug for nye virksomhedstyper, der kan operere på tværs af og udenfor boksen – ikke for at fastholde de selskabsformer, som har kendt hidtil. Skattesystemet er for usmidigt til at håndtere nye virksomhedstyper, og det bør gøres langt enklere og mindre omkostningstungt at betale sin del af regningen til den fælles kasse. Vi har brug for så smidigt og omstillingsdygtigt et arbejdsmarked, som muligt.

Jeg har vanskeligt ved at forstå, hvordan en regering, der kalder sig liberal, har kunnet stå i spidsen for en udvikling, der stille og roligt har gravet kulturelle og sociale kløfter dybere og dybere, og med små skridt gjort Danmark til et bureaukratisk kontrolsamfund, der blæser på internationale aftaler og krænker enkelte borgeres og samfundsgruppers friheder — og kvæler resten i mistænkeliggørelse og kontrol. Det er til dyb skade for hele samfundet, vores kultur, anseelse, økonomi – det hele, og den førte politik har og har haft uhyggelige menneskelige omkostninger, som koster os dyrt ikke blot i menneskeskæbner, men også i de sociale problemer vi er med til at skabe på lang sigt.