Trafikpolitik er et undervurderet politikområde
Trafikpolitik handler for mig om at skabe de bedste muligheder for at samfundets ressourcer (herunder varer, individer og informationer) kan bevæge sig derhen, hvor der er behov for dem. Vi skal i begge henseender opbygge den bedst mulige infrastruktur :
- Bedre offentlig persontransport. F.eks. :
- Flere tog, jernbaneforbindelser og minibusser i udkantsområderne.
- Lavere priser på personbefordring.
- Skabe de bedst mulige mobile arbejdspladser, f.eks. adgang til almindelige kontorfaciliteter i vore tog.
- Styrket offentlig transport af informationer. F.eks. :
- Skattefinansieret trådløst internet i hele landet.
- Lave priser på levering af breve og mindre pakker.
- En gentænkning af de medieteknologiske rammer vi ønsker for vore nationale, offentlige, politiske udvekslinger
Vores land befinder sig midt i et voldsomt skisme imellem en industriel indretning af samfundet og dets institutioner, og et opbrud, frembåret af en kommunikationsrevolution som har været undervejs de seneste 150 år, men med internettets globale udbredelse får betydning for alle virksomheder, individer og samfundsinstitutioner. Den industrielle indretning handler om nødvendigheden af at samle en gruppe mennesker fysisk på samme sted til samme tid, i virksomheder og institutioner, som f.eks. skoler, og deraf behovet for transport, veje og kommunikationssystemer. Opbruddet handler dels om opløsningen af nødvendigheden af at befinde sig samme steds til samme tid, og dels om den luksus, det er at kunne gøre det, hvis man vil det – virtuelt eller ved anvendelse af højhastigheds-transportmidler eller logistiske værktøjer.
Dette skifte betyder, at behovet for infrastruktur forandres. Vi har behov for statslige service-institutioner. Alt skal ikke bare bevidstløst privatiseres. Det er ikke alt, som gøres bedst på markedets præmisser. Postvæsen, kommunikation via telefon og internet, jernbaner, lang distance transport osv. er ting der spiller sammen.
Når PostDanmark uden videre sætter taksterne op på mindre pakker rammes al e-handel unødigt hårdt. Det er aldeles ufornuftigt og uigennemtænkt, at det vækstlag der lige nu opbygges på nettet skal rammes af så vilkårlige beslutninger i en tidligere statsejet virksomhed, på baggrund af tvivlsomme analyser.
Når DSB fejlsatser ved at samarbejde med TDC om en hotspot-løsning for trådløs netadgang i sine tog (på en enkelt strækning, vel at mærke), træder en række private aktører til med en vifte af mobile bredbåndsløsninger. Det er godt for de, som har råd til sådanne løsninger. Men det er ikke sikkert, at mobilt bredbånd er den løsning, som tjener hele vores samfund bedst. Det bør undersøges, og der bør træffes fornuftige politiske beslutninger der tilgodeser hele samfundet, og ikke blot pendlere på udvalgte strækninger.
Trådløst internet kan udbredes til hele landet for de samme licensmidler, der betaler Danmarks Radio. Hvad har vi størst gavn af som samfund? Hvilke gavnlige virkninger vil det have for hele samfundet, hvis man i højere grad indtænker kommunikationsteknologien i vores forestillinger om samfundets transportbehov?
Og nu vi er ved Danmarks Radio, så er det paradoksalt, at det er amerikanske webmedier som FaceBook, YouTube og Twitter, der er slagmarken for danske politiske valgkampe, og ikke dansk-udviklede løsninger, der tilbyder borgere, såvel som politikere, at blande sig på lige vilkår i den demokratiske debat. Det er ikke rimeligt, at en statsfinansieret institution som DR samarbejder med udenlandske virksomheder om webdebatter, der udelukker alle andre, end de der har indløst billet til lige netop det medie. En dansk politisk valgkamp bør kunne føres i danske medier, og hvis ikke Danmarks Radio kan løfte denne opgave (på alle medieplatforme – f.eks. ved at tilbyde YouTube-lignende eller FaceBook-lignende muligheder), så har DR måske udspillet sin rolle som national institution? Måske er det på tide at indstifte en ny national mediedagsorden, der arbejder med at realisere ordentlige rammer for vore politiske udvekslinger, med alle de muligheder som netværksteknologierne bringer i spil.
Man kunne f.eks. starte med at frigive alt det materiale, der findes i Danmarks Radios arkiver, som er skattefinansieret og som bør komme enhver borger eller virksomhed til gode, således at der kan citeres fra dette materiale og foretages nye udvekslinger på baggrund af dette, i f.eks. den politiske debat.